Julekalenderen 2018

16. december

Nørredige

I år har Nørredige været lukket, fordi vejen skulle graves op. Ringkøbing-Skjern Forsyning ville udskifte vand- og spildevandsledninger, og Vejdirektoratet ønskede at få lagt nyt asfalt.

Men Nørredige har igennem tiden haft flere forskellige navne.
Indtil sidst i 1920’erne blev vejen kaldt Kærlighedsstien.

Kærlighedsstien

Langs med denne sti blev byens første tennisbaner anlagt, hvornår de blev anlagt vides ikke, men de var placeret neden for Kirksvej og Møllevej.

Tennisklubben klarede sig med disse baner indtil 1919, hvor kommunen anlagde en – efter datidens forhold – yderst moderne sportsplads, der hvor Kronager ligger i dag. Her blev der i 1919 bygget en ny tennisbane, men de gamle baner langs kærlighedsstien blev dog stadig brugt, de fik nyt hegn i 1928, og blev først endelig sløjfet i 1937 da der blev der bygget endnu en tennisbane på den nye sportsplads.

På et gammelt postkort af kærlighedsstien ses hegnet omkring dem tydeligt. Dette postkort er skrevet og afsendt i 1908, så de første tennisbaner er anlagt før dette årstal.

Kærlighedsstien med tennisbanerne til venstre

Sidst i 1920’erne blev vejen omdøbt til Jernbanevej. Det var et meget nærliggende navn, da vejen løb parallel med jernbanen.

I 1943 fik vejen det navn, som vi kender i dag: Nørredige.

 

15. december

Min barndoms jul på Tangsvej
Rigmor Kryger, Køge er født og opvokset på Tangsvej 18 (nu nr. 22):

Juleforberedelserne startede et godt stykke før jul ved, at vi piger, som legede meget sammen, gik på indkøb i en broderiforretning i Bredgade, hvor vi købte materialer til et eller andet julebroderi, som vi så broderede på i vor syklub, der bestod af 5 piger fra gaden. De indkøbte materialer skulle så blive til en julegave til vores mødre, og vores fædre fik af og til en broderet barberserviet.

Derhjemme blev der sat gran i vaserne inde i stuerne, ellers havde vi ikke megen julepynt hængende.

Tangsvej med det nu nedrevne vandtårn

Butiksvinduerne var julepyntede, og den sidste søndag før jul var der åbent i butikkerne. Da tog min mor mig med ned i byen om eftermiddagen for at se på alle herlighederne. Det hændte, at vi gik ind i en chokoladeforretning og købte at par stykker hjemmelavet chokolade.

Juleaften:

Når eftermiddagskaffen var drukket, blev gasovnen tændt og flæskestegen sat ind, så den kunne begynde at stege – og så stå og klare sig selv, mens hele familien var til julegudstjeneste i Ringkøbing Kirke. Når vi kom hjem fra kirke, skyndte mor sig ud i køkkenet for at se til stegen. Sommetider var gasblusset så lavt, at det kneb med at få stegen færdig til tiden. Det var svært for gasværket at producere gas nok til alle med gaskøkken, som lavede mad på næsten samme tid.

Når flæskestegen med rødkål, hvide og brunede kartofler og desserten, ris a la mande, var spist, skulle opvasken til side, hvorefter træet blev tændt og vi kunne danse omkring det og synge nogle af de gamle, kendte julesalmer. Mor spillede til på klaveret.

Rigmor Krygers moder –  Agnes Skov Petersen (født Tandskov) gift med kriminalassistent Otto. S. Petersen, Tangsvej

Endelig kunne julegaverne så uddeles. Et år fik jeg en dukke med en masse tøj til, som min mor havde strikket, efter jeg var lagt i seng. Et andet år var der en dukkevogn. Det kunne også være et par skindluffer samt nogle børnebøger.

Juledagene var præget af juletræsfester. Børnene på Tangsvej var til juletræsfest hos hinanden på skift. Vi ankom ved 15-tiden i vores pæne tøj. Vores mødre serverede cacao og hjemmebagte kager. Derefter dansede vi omkring det tændte juletræ og sang de julesange, vi kendte. Til slut fik vi juleknas og ved 17-tiden gik vi hjem igen.

Søndagsskolen holdt også juletræsfest for alle børnene i byen, og det var gratis at deltage i den. Det foregik i Missionshuset i Grønnegade.

Rigmor Krygers søstre Elly og Annelise fotograferet foran barndomshjemmet på Tangsvej 

Når Fjorden var tilfrossen, var skøjteløb en naturlig ting for os. Et år til jul, vistnok i begyndelsen af krigen, fik min søster Anne-Lise og jeg hver et par jernskøjter i julegave. Skøjterne skulle spændes fast på vore støvler. Holmslandsskøjter var ellers de mest brugte, især blandt fiskerne.

Rigmor Krygers fader – Kriminalbetjent Otto S. Petersen

Julen 1944 står for mig som en særlig jul. Det var første gang i mit liv, at hele familien ikke var samlet i julen i mit hjem. Den jul var min far under jorden (kriminalassistent) og som følge deraf var han ikke hjemme. Min mor, min næstældste søster og jeg holdt juleaften alene. Ud på aftenen gik vi om på I.P. Nielsensvej 9 hos fuldmægtig Jensens, hvor vi fik en kop kaffe. De havde besøg af børn og børnebørn. På hjemvejen i buldrende mørke greb angsten mig. Jeg var bange for, at tyskerne den aften var ude efter os. I min fantasi så jeg tyskerne stå ved vejtræerne. Men det var heldigvis kun min fantasi, der spillede mig et puds.

(”Jul i Ringkøbing 1995” – Uddrag af Rigmor Krygers erindring)

14. december

Kronager

På Ringkøbing Boligforenings generalforsamling i 1952, blev der givet bestyrelsen bemyndigelse til at arbejde med foreningens hidtil største byggesag, på Ringkøbings gamle idrætsanlæg og fodboldbane ved Herningvej.

Dette billede af et fodboldhold  fra 1920’erne er taget på stadion, hvor Kronager senere blev bygget. Skorstenen der ses i baggrunden er Uldspinderiet (Herningvej 7)

I august 1952 forelå der, efter flere lange forhandlinger, tilsagn fra byrådet om støtte til opførelse af fire blokke med 48 lejligheder på matriklen.

Boligforeningens bestyrelse vedtog herefter, at gå i gang med deres hidtil største byggeri, hvilket også var det største samlede byggeri i Ringkøbing, på daværende tidspunkt. Arbejderbo blev antaget til at foretage administrationen af byggeriet, da det var så stor en sag, at forretningsfører og formand ikke kunne nå det i fritiden.

Arkitekt Nikolaj Andersen, Ringkøbing og ingeniør R. Christiansen, Herning blev ansat til projektering og tilsyn, og man gik i gang med forhandling med Ringkjøbing Landbobank og Ringkøbing Bank om fælles finansiering af byggeriet, da det jo var en stor lånesag. Byggeriet var budgetteret til 1.715.000 kr.

I april 1954 kunne bestyrelsen oplyse, at byggeriet af de første 24 boliger i afdeling 3, første afsnit Kronager, var godt i gang, og i 1955 var der rejsegilde. Den 1. juni 1959 var anden del af byggeriet færdig og de sidste lejligheder klar til indflytning, og man havde nu i alt 48 lejligheder i de fire boligblokke.

Postkort – Kronager

Kronager var Ringkøbing Boligforenings tredje byggeri. Det første blev bygget i 1949, og var en boligblok i Skolevænget med 32 lejligheder, og i 1952 kom afdeling 2 som var 12 rækkehuse på Grønningen.

Vicevært Peder Pedersen på arbejde foran Kronager i 1980

Som et lille kuriosum kan fortælles, at boligforeningen i 1955 havde modtaget et brev, fra skolekommissionen i Ringkøbing, om muligheden for, at der kunne stilles tre lejligheder i Kronager til rådighed, for skolelærere i kommunen. Man mente dette ville bedre mulighederne for, at få skolelærere til byen, da der ifølge skolekommissionen, var stor mangel på lærere i Ringkøbing.

Bestyrelsen henvendte sig til boligministeriet, for at få konstateret lovligheden i en sådan form for udlejning. Boligministeriet svarede, at spørgsmålet måtte forelægges en generalforsamling i stedet.

Det blev da forelagt på generalforsamlingen den 31. marts 1955, og det affødte en hel aftens hed debat, blandt de mange fremmødte. På dette tidspunkt var boligmanglen stor i Ringkøbing, og havde en skolelærer mere behov for en bolig end andre medlemmer?

Ved afstemningen blev det dog vedtaget, at stille tre boliger til rådighed, og denne aftale kom til at løbe i 20 år, indtil 1975, hvor den blev ophævet ved en skriftlig aftale mellem daværende skoleinspektør Christian Christensen og boligforeningens forretningsfører Arne Sundgaard. Behovet for boliger til lærere var på det tidspunkt ikke mere tilstede.

Her ses boligforeningens forretningsfører Arne Sundgaard – overfor ses borgmester Niels Skytte

 

 Skoleinspektør Chr. Christensen blev senere miljøminister, og på billedet her ses han sammen med sin kone Karen, samt den østtyske miljøminister og hans kone i haven hos Christensen på Alkjærhøj 4.

Kilde: Ringkøbing Boligforenings jubilæumsskrift fra 1995 – ”50 år med Ringkøbing Boligforening”

 

13. december

I bogen Rindum sogn fortæller Hans Christian Flytkjær (1900–1987), som boede på gården Flytkjær, lidt om julen i et interview med Marie Gorm Jacobsen.

Gården Flytkjær genopførtes efter en brand i 1930. De to personer der står forrest i midten er ægteparret  Helga og Hans Christian Flytkjær

Vi havde altid et stort juletræ hjemme. Min mor, der var bornholmer, havde en del familie i København og rundt omkring. Jeg havde det store privilegium til jul at få gaver fra dem af alle mulige ting, som børn på landet ellers ikke kendte dengang. Jeg mindes ikke, at vi gik til kirke, i min barndom. Det var først, da vi blev gift og fik børn at det blev skik.

I skolen havde vi juletræsfest. Når dansen om træet var forbi, kunne vi store drenge nok finde på kunster udenfor.

Gården Flytkjær i Rindum

I samme interview fortæller en anden gammel Rindumbo Jens Jacob Jacobsen (1889-1985), også lidt om julen.

De store børn blev indbudt til julefest hos amtmanden, hvor vi dansede om juletræet og sang nogle salmer. Alle fik en julegave, meget forskelligt, således julehæftet Grankogler, som var delt i to eller tre dele. – Der skulle spares; jeg mindes ellers ingen fester i min barndom. Det første juletræ for skolen var efter, at forsamlingshuset var rejst (1906).

Rindum Skole

12. december

Om vinteren var der mulighed for at udnytte Ringkøbing Fjord til skøjteløb. Jeg mener, vi kunne løbe på skøjter næsten hvert år. Man hører ofte folk sige, at da de var børn, var der sne og frostvejr, og man kunne løbe på skøjter, og så kommer meteorologerne og påstår, at det ikke passer. Jeg vil stadig mene, at der var mere sne og bedre forhold for skøjteløb den gang end nu, i hvert fald i en årrække.

Dette billede er fra 1939, og viser isskruningerne der nåede op mellem husene, der ligger på nordsiden af  Ved Fjorden

I januar 1939 var der isskruninger i fjorden. Isskruningerne var et par meter høje, og nåede ca. 250 m op på land, og gik over vejen Ved Fjorden. Det må have været omkring der, hvor Rådhuset nu ligger. I januar 1940 kunne man løbe på skøjter fra Ringkøbing til Hvide Sande, og i februar samme år havde vi den koldeste februar siden 1838, og en bil kørte over isen fra Ringkøbing til Hvide Sande.

Et foto af senere isskruninger – dette foto er fra 1977

I januar 1943 kunne man igen løbe på skøjter på fjorden. I 1939 var der så megen sne, at man kunne nå op og røre ved telefonledningerne. Snerydning foregik ved håndkraft, og hvert hus skulle stille med en mand eller betale sig fra det. Karsten (Gunnar Jensens bror) har været ude at rydde sne, men om han regnedes for en mand, ved jeg ikke.

(Gunnar Jensen i sin bog ”Ham fra Ringkøbing”)

 

11. december
Fjordstien

I perioden 1900-1910 blev gaderne Hoffgaardsvej og Fjord Alle anlagt. Folk begyndte at lave en ”trampesti” fra havnen, ud langs fjorden og op ad de to veje.

Fjordstien med sne

I de første år tog ”stien” skade under højvande, men fra 1915, hvor vandstanden i fjorden kom under kontrol, kunne man begynde at lade udgravninger fra byggerier ligge på stien. Herved blev den betydeligt forbedret.

Fjordstien set fra Hvashøj mod havnen

De husejere, der havde grunde ned til Fjordstien, afstod hver en strimmel jord, og så blev der endelig mulighed for at etablere den herlige spadsere- og cykelsti, som vi kender i dag. Et dejligt sted i Ringkøbing – både sommer og vinter.

Sommer på Fjordstien

 

10. december

Den gamle mølle på et af Jesper Malers billeder fra 1824

Møllen brænder 1897
”Ringkjøbing Mølle og møllegård brænder. Ringkjøbing Mølle og møllegård brænder.” Således lød råbene pludselig gennem byen. Alle kom ud og så de vældige røgskyer. Alle mænd, der stod ved sprøjterne, smed deres værktøj og løb til sprøjtehuset. Det blev et mægtigt bål. Det var ikke alene møllegården og møllen der brændte. Fra møllen føg store flager af ild over på ”Aldershvilegården” og antændte den.
Det var ikke blot et tragisk, men også et flot skue.
Medens møllen brændte, satte den pludselig i gang, og ilden føg fra dens fire glødende og svingende vinger ud over et stort område.
Møllen og møllegården genopbyggedes. De gamle vejrmøllers tid er nu for længst forbi og møllen nedbrudt. Et tab i bybilledet! Men sikkert til glæde for naboerne.
”Aldershvilegården” opbyggedes ikke.
Parken afgav en idyllisk plads for alderdomshjemmet. Markerne afgav plads for Møllevej, Østertoften, Aldershvilevej, Kongshøjvej, Kongshøj mv.

Postkort fra afsendt 1928 viser den nye mølle samt Aldershvile der blev opført på brandtomten overfor i 1907.

Møllen lå efter den tids opfattelse langt uden for byen. I regnvejrsperioder var vejen umuligt at befærde undtagen til vogns. I vejens hele udstrækning dannede den en sø på 10 – 20 cm dybde, og dette var et forhold, der intet kunne ændres ved efter daværende byrådsmedlemmers opfattelse.
Heldigvis var der ved den nordre side af vejen et dige, og her kunne man med lidt held gå tørskoet helt ud til møllen.

Møllegården og møllen blev, som det fremgår af teksten, genopført efter branden i 1897, og den stod der indtil 1940, hvor møllen blev nedrevet.

Kilde: Johannes Jørgensen, ”Ringkøbing, Holmsland og Klitten”

9. december

Vester Strandgade 19 og boghandlermedhjælper Christian Kabel

I ældre tid lå der på stedet et røgeri drevet af Kirsten Marie Jensen. Hun var en driftig dame som udover røgeriet også nedkogte duer i gruekedler. Duerne kom i blikdåser og loddet til og blev benyttet på de skibe i Ringkøbing, som drog på langfart.

I 1939 tegnede arkitekt Johs. Lambæk en toetagers beboelsesejendom med to lejligheder til restauratør Jens Enevoldsen Kabel. Agnete og Jens Enevoldsen Kabel havde i mange år drevet restauration i Vester Strandgade 26 – hjørnet af Vester Strandgade og Vester Strandsbjerg.

Havnecafeen som den så ud i 1969 – det var dette gæstgiveri som Christian Kabels forældre tidligere havde.

Deres søn Christian Kabel overtog senere huset, og det er dette hus der er brugt som dagens kalenderbillede på Facebook.

Et ungdomsbillede af Christian Kabel

Christian Kabel var uddannet boghandlermedhjælper hos N. P. Holms Boghandel. Han blev ansat i boghandelen i 1927 og var i forretningen indtil sin pensionering.

Christian Kabel på arbejde i N. P. Holms Boghandel i Algade 16

I sin fritid var han en aktiv fotograf, og arkivet har i dag en stor samling af hans billeder. Han var en kreativ mand, som også malede akvareller. Han var aktiv i Teaterforeningen i Ringkøbing og i sine ferier rejste han meget – både i Danmark og udlandet.

Boghandler N. P. Holm og Christian Kabel med en plakat til Teaterforeningen

Christian Kabel var født i 1910 og døde i 1998. Vil man finde Christian Kabels sidste hvilested, skal man gå en tur på Ringkøbing Kirkegård.

(Kilde: En vestjydsk by af B. Bennedsen)

 

8. december

Nørregade

Nørregade set fra Østergade

Bælgetræderen Wolle Kolle var genstand for vi store drenges interesse, når han kom over kirkepladsen. En før, bredmavet mand i lang klædersfrakke der glinsede af fedt, et bredt hoved med en militærkasket på, også han var lidt ”til en side” og krigedes med drengene. Hans væsentlige indtægtskilde var vist at gå rundt og gratulere alle steder, hvor der havde været konfirmation, barnedåb og lignende. Han boede i Nørregade i en baggård.

Nørregade set fra Nygade

I Nørregade, hvor Rasmussens Bogtrykkeri nu ligger, boede jomfru Lindam. Hun havde tidligere haft pogeskole, hvor betalingen erlagdes med 4 skilling hver lørdag. Den var velanset, da der også kom børn ind fra Rindum til hende. Vi kom der engang imellem, da hun holdt forbindelsen vedlige med moder, fordi tante Hanne i sin tid havde gået i hendes skole. Men ellers var hun en af de ømtålelige personer, der troede at alle gjorde nar af hende. I sin påklædning var hun noget mærkelig. Om vinteren gik hun således altid med en stor klud bundet om næsen. Om hun havde frost i næsen eller ville beskytte den mod frost ved jeg ikke. Hun gik hele formiddagen i en stribet sirtses nattrøje og med natkappe, og nu var det et yndet sport på vejen til og fra skole for drengene at sætte ansigtet lige op mod ruden, hun sad indenfor. Hun for så op og ud i gadedøren for at få fat i synderen, der selvfølgelig var langt nede i gaden, men fik en ordentlig tordentale efter sig.

(Jul i Ringkøbing 1984: Erindring af Poul Ellerbæk (1870 – 1942))

7. december

Det skete jo også, at der var sne, og skiløb virkede meget fascinerende.
Jeg fik af lærer Hansen lov til at lave et par ski i sløjdtimen, og de blev rigtig flotte. Spidserne fik vi bøjet ved, at stikke dem ned i kogende vand i gruekedlen, og lade dem koge i lang tid. Så blev spidserne sat i spænd i en skabelon, vi havde lånt af karetmageren på Herningvej. Dagen efter havde de den rigtige facon.

Karetmager Bildts værksted på Herningvej 15. Det blev senere motel i bygningerne, som ligger på hjørnet af Herningvej og Bildtsvej.

Nu brød helvede løs, for nu havde jeg ski, og Karsten havde ingen ski. Så spurgte far, om Karsten måtte få mine ski, så måtte jeg til gengæld bestille et par ski i asketræ hos karetmageren, og det blev så resultatet, og jeg fik et par ski i en bedre kvalitet.

Nu er Ringkøbing jo ikke ligefrem et skisportscenter, men vi var nøjsomme. Lidt langrend, kunne vi da lave nogen steder. Jeg har stået på ski ned ad den vestlige side af viadukten til Ringkøbing, og stod man lidt skråt kunne man godt løbe en 10 – 15 m. Så var det bedre at cykle ud til Sorte Bakker, lidt sydøst for Ringkøbing. Der var der muligheder for at stå på ski ned mod fjorden.

Jeg blev medlem af ”Ringkøbing og Omegns Skiløberforening”. Den blev stiftet i 1942 med dommerfuldmægtig J. C. Christiansen som formand. Jeg blev medlem samme år og betalte 1,50 kr. i kontingent for første halvår 1942 – 43, og igen 1,50 kr. for andet halvår.

Medlemskort til Ringkjøbing og Omegns Skiløberforening, som blev stiftet den 27. november 1942

I 1943 var der ikke sne, så vidt jeg husker, men i januar 1944 arrangerede foreningen en tur til Spjald, hvor der var det, vi kaldte Spjald Bjerge. Det var nok lidt overdrevet. I øvrigt hørte jeg ikke mere til foreningen, som jeg var medlem af indtil 2. halvår 1944, men det smagte da af skisport.
(Gunnar Jensen i sin bog ”Ham fra Ringkøbing”)

Ringkjøbing og Omegns Skiløberforenings første (og måske eneste?) formand Dommer Christiansen.

 

6. december

Ringkøbing set fra Østergade.

Østergade 16 –  købmand Carl Aage Jensen og i baggrunden ses nr. 10 hvor Orla Albæk havde møbeludstilling

I ejendommen lige over for os boede i gården Laust Eriksen i en lille aftægtsstue, hvor han sad og skar pølsepinde, med fingre der var krogede af gigt. Så længe hans kone levede tjente hun livets ophold til ham og sig selv ved at gå ud at vaske, men når hun var ude hele dagen, gik Laust på beværtning og fik sig ”en sort”, efter konens død rigelig mange af og til.

Hjørnet af Østergade og Nørregade med “Den gamle købmandsgård”

I samme gård boede ”syge Kirsten”, som i mange år levede af folks godgørenhed. Hun fik regelmæssig mad fra os, og en aften min kusine Stine, der tjente som pige hos os, skulle over med aftensmaden – det var efteråret og mørkt – hørte hun pludselig en stemme, der siger ”Her sidder a”. Hun blev stående lidt benovet og hører så igen ”Her sidder a”.
Nu syntes hun at kende stemmen, og ganske rigtig viste det sig, at det var Laust Eriksen, der sad midt i møddingen og ikke kunne komme op igen.
Det var en af disse gammeldags møddinger, som de små huse vendte bagsiden ud imod, så han sad blødt og godt, men kunne ikke hjælpe sig selv op. Stine fik tilkaldt hjælp og fik Laust trukket op og så skulle der en større renselsesarbejde til.
Hans datter, Marie Jerrigs, som hun kaldtes, trods det hun var gift Sørensen, læste ham ordentlig teksten og truede ham med fattiggården, hvad hun altid gjorde, når der var noget galt.

(Jul i Ringkøbing 1984: Erindring af Poul Ellerbæk (1870 – 1942))

 

Østergade med gavlhuset nr. 36 forrest

 

5. december

På Rådhusets gavl mod vest – over mod Hotel Ringkøbing – er der opsat et lille digt med tre små vers, som er skrevet af Kaj Munk. De er skrevet til klokkespillets melodi, og i Ringkøbing Aarbog 1969 – 1970 kan man læse følgende om tilblivelsen af dette digt.

Tavlen på rådhusets gavl med Kaj Munks vers til klokkespillet.

”I 1943 anmodede man Kaj Munk om at skrive en tekst til Ringkøbings nye klokkespil, opsat af byens borgere i anledning af byens 500-årsdag som købstad.

Kaj Munk var på det tidspunkt ikke sindet til at vise sig, men ville gerne være behjælpelig; men melodien skulle jo til Vedersø.

Man fandt en udvej; orgelfabrikant Andresen anbragte et orgel på rådhuset, og spillede klokkespillet i telefonen indtil Kaj Munk kunne melodien.”

 

 

Helt så nemt med at lære melodien som beskrevet gik det nu nok ikke for Kaj Munk. I hvert fald har Birgit Michelsen, der på dette tidspunkt var lærerinde i præstegården i Vedersø, en lidt anden version af forløbet. Hun beskriver det således i sin bog ”Hjemme hos Kaj Munk”.

”Dengang Ringkøbing havde byjubilæum, blev Pastor Munk opfordret til at skrive en tekst til et lille klokkespil. Da melodien kom, fik jeg til opgave at klimpre den igennem for at få fat på rytmen.

Kaj Munk i sit arbejdsværelse i Vedersø Præstegaard

Noder forstod Kaj Munk sig ikke på, og musikalsk rytme måtte først omsættes i ord-rytme. Jeg måtte nynne melodien mange gange, og i et par dage gik alt på den melodi. Så kom præsten med en seddel til mig: ”Se, kan det gå?”

På sedlen stod er følgende digt:
”Mus efter miskat og en høne efter ravn. Hva’be’har, mon det kan gøre gavn?”

Det blev det første rytmiske skema til klokkespilteksten. Vanskeligt var det at skrive et vers til den rytme. Omsider forelå der dog tre udkast, der blev sendt til udvalg – og alle tre blev trykt.”

På billedet herunder ses et håndskrevet udkast, som dog indeholder fem vers, hvoraf de to i let redigeret form blev byttet rundt og brugt i den endelige udgave sammen med et nyt slutvers.

Kaj Munks håndskrevne udkast til teksten.

 


4. december

Livet omkring Toldboden 1844

Jeg logerede hos min fader nede i toldboden ved havnebroen. En vinter skød fjorden sin is op på land så højt som 2 etagers huse. Det var i 1844. 

Det var ikke kun i vinteren 1844 der var isskruninger. Dette billede er taget næsten 100 år senere, nemlig da isen brød op efter den strenge isvinter 1941 – 42.

Der blev nogle både og nogle små huse klemt i stykker, og byens børn lavede lange glidebaner ud over fjorden, når vi krøb op på toppen af isbunkerne.

Som det ses af dette billede og af det ovenstående, så var der store ødelæggelser, og der blev ødelagt flere huse, da isen brød op i 1942.

Fiskerne fra klitten kom til byen med deres koner den vinter. Konerne sad i en langstol på slæden og benene i en balle med hø og godt indpakkede og fiskerne havde skøjter på og skød slæden foran sig.

Midt i billedet – på hjørnet af Vester Strandsbjerg og Vester Strandgade – ses huset hvor gæstgiveriet “Havnecafeen” havde til huse, og det er nok den som J. V. Ørvad omtaler som kroen fiskerne besøgte når de købte kaffepunch. 

Der var en kro ved toldboden, hvor fiskerne købte kaffepuncher, en hel favn ad gangen, det var lige så mange som de kan spænde om med armene.

(”Jul i Ringkøbing 1986”: Erindring af J. V. Ørvad, hvis fader var tolder i Ringkøbing 1841–45)

3. december

Månedens historie på arkivets hjemmeside i november måned var en lille historie om Acisseboden på Østergade 44, hvor man betalte afgifter for at indføre varer til købstaden.

Det var en forhadt afgift som man prøvede at undgå, så smugleriet var udbredt.

Den gamle acissebod i Østergade.

Udover acisseboden i Østergade, var der også porte ved Østerport, og en bom i Søndergade nær Toldboden, hvor der blev opkrævet acisseafgift. Rigsdagen vedtog at ophæve disse love den 7. februar 1851 – ”og da blev der festet i Ringkøbings gader” som J. I. Bøgner fortæller i sin bog om Ringkjøbings Historie.

”Den nat, portene åbnedes for fri gennemkørsel, var Ringkøbings borgere på benene og festede. Den ene af portene havde svære jernstænger, og den blev løftet af hængslerne og kastet i vejgrøften ved siden af. Ved siden af den anden port var der stenpiller med store runde stenkugler foroven. Den ene af disse blev styrtet ned og rullet langs med gaden.”

Her ses Østerport på et udsnit af et af Jesper Malers billeder. Billedet er fra 1847, kort tid før acissen blev ophævet i 1851. Ringkøbing Museum har stadig en stor udstilling af Jesper Malers billeder på det gamle dommerkontor, og her er der rig mulighed for at se masser af detaljer om byen i 1800-tallet.

Om tiden efter acissens ophævelse skriver Viggo Kamp Nielsen følgende lille historie i sin bog ”Købmændenes tid”:
”Men gamle vaner, selv upopulære, er sejlivede. I nogle år efter ophævelsen af acissen var det en fastelavnstradition, at byens drenge spændte en snor over vejen, hvor bommene tidligere havde stået. Her måtte de sælge mjød til bønder, som kom til bys. Det udartede dog til et umådeholdent drikkeri, og det blev forbudt, efter at en dreng engang blev så drukken, at han døde af det.”

Porten der blev hevet af ved Østerport stod i mange år i haven ved Ringkøbing Museum, hvor den var bundet fast med ståltråd mellem to bøgetræer. Disse voksede sig efterhånden store, og tidligere museumsinspektør Jens Aarup fortæller, at da man på et tidspunkt forsøgte at fjerne porten, var det en umulighed. Den var vokset fast mellem træerne. Den var også i mellemtiden blevet så mør, at den gik helt i stykker ved forsøget. Det ene af de to bøgetræer er nu fældet, men man kan stadig på det andet bøgetræ se arrene i barken efter ståltråden, hvor porten var bundet fast.

Fik du ikke læst månedens historie i november om Acisseboden i Østergade, så kan du stadig nå at læse den her: http://www.ringkoebinglokalarkiv.dk/maanedens-historie/ 

2. december

På skøjter ved Ringkøbing (i starten af 1900-tallet)

”Æ frødammer” hører til de ord der kan få os fra Ringkøbing til at smile et lille skævt smil, for dels ved vi godt nu, at det er et halvkomisk ord, dels har vi alle sammen vore private minder dernede fra vesten om æ by, og meget af det har noget med de første forelskelser af gøre.
Drenge og piger havde i min skoletid ikke mange muligheder for samkvem af nogen art. I skoletiden blev der draget omsorg for at drengene blev lukket ud i gården og pigerne på kirkepladsen, og i fritiden var der om sommeren kun få lejligheder til at ses. I badelivet var der overhovedet intet fællesskab, bl.a. fordi badedragt knap nok kendtes af navn. En del af vore lege var desuden lidt voldsomme og risikable for piger. Dertil kom at de uskrevne love i det store og hele ikke accepterede at drenge gav sig af med piger, skønt det må formodes, at den gensidige interesse i det andet køn var så stærk som den til alle tider har været. Der var året igennem kun én undtagelse af virkelig betydning. De dybere årsager hertil kan jeg ikke forklare, men af en eller flere grunde tolereredes flirt mellem skolesøgende drenge og piger i forbindelse med skøjteløb.

Skøjteløbere på fjorden ved Sorte Bakker midt i halvfjerdserne. Fjorden har altid været et godt sted at skøjte, men tidligere blev de lavvandede “frødamme” nede vest for byen også brugt. De blev senere bebygget med Ringkøbings første industriområde.

Man fulgtes til og fra den udvalgte skøjtebane, man kunne galant knæle for den udvalgte pige og hjælpe hende skøjterne på, og man gjorde sig ikke spor latterlig ved at invitere en pige til at løbe en tur med sig med hænderne overkors (som når man danser scottish) med mindre den udfoldede elegance endte lidt pludselig i vandret plan lidt nær ved isen. Skøjteløb og barnlige forelskelser hører for mange af os uvægerlig sammen. Til gengæld var der visse voldsomme og spændende kapitler i skøjternes saga, som pigerne blev holdt udenfor. De var for eksempel ikke med når vi lavede gyngis eller løb på flåder. Men som tilskuere var de et ikke uvæsentligt element i legen, og deres ængstelige advarsler bidrog deres til at forøge både vovemodet og spændingen.

(Erindring af Johannes Smith bragt i ”Jul i Ringkøbing 1992”)

Skøjteløbere på fjorden i halvfjerdserne 

 

 

 

 

1. december

Den gamle dommer fortæller om julen i sit barndomshjem omkring år 1900:

Dommer J. C. Christiansen blev født på Holmsland 1893

 

Juleforberedelserne på gården begyndte forholdsvis tidligt. Det var 3 ting, som skulle besørges, og det var:

Der skulle brygges øl. Der blev stillet 2 kar op i bryggerset, hvor øllet blev brygget for at blive øst på tønder. De var anbragt køligt om sommeren, men om vinteren blev de sat ind i ”ølstuen”. Da jeg blev ældre og var med i engen, så smagte sådan noget nybrygget øl aldeles fortrinligt.

 

 

Det næste det skulle ske, var slagtningen af en gris, som havde været genstand for særlig omhu den sidste måneds tid før julen. Der kom en slagter til at slagte den. Så blev der travlhed i huset. For nu skulle der laves pølser, bl.a. blodpølse og naturligvis også leverpostej. Der skulle laves sylte, skæres stege og skinker ud. Det var ikke nemt at opbevare disse ting, f.eks. sylte og leverpostej. Man lukkede det simpelthen inde med svinefedt, som man lige havde fået fra grisen og så kunne det holde sig længe.

Så kom turen til bagningen. Der skulle bages 8 – 9 – 10 slags småkager. To forskellige skærekager, julekager og julekringle. Derudover rugbrød og sigtebrød. Hver gang vi bagte var det ca. 20 rugbrød, som blev opbevaret på en hylde, der var hængt op under loftet, så det kunne være fri for utøj og mus.

Mange år efter dommer Christiansen var blevet pensioneret kunne man træffe den karakteristiske høje mand rundt i Ringkøbings gader, enten gående eller på sin cykel. Han døde i 1990

Juleaften samledes vi omkring bordet ved 6-tiden, efter at karlene havde pyntet og rømmet vores gårdsplads og så skulle de have tid til at vaske sig og klæde sig om. Traktementet juleaften var hjemmelavet medister, flæskesteg med rødkål og ris a la mande.

Når måltidet var afsluttet så fik de unge piger travlt med at gøre orden i køkkenet, og forkarlen skulle ud og se til hestene. Så samledes vi i dagligstuen mens mine forældre gik ind og tændte juletræet. Så fik vi juletræet at se i al sin herlighed. Der samledes vi så og sang nogle julesalmer og derefter skete der uddeling af julegaver. Til slut fik vi børn udleveret pebernødder.

Juledag var i mit hjem en stille dag. De unge piger måtte ikke sidde og sy og min mor hun strikkede heller ikke på den dag. Den dag skulle alt arbejde hvile. Vi børn kiggede på vore julegaver. Det var ikke dyre julegaver og heller ikke holdbart, det var i virkeligheden Nyrnbergerkram. Hvis det kunne holde julen ud, så var vi glade.

(Uddrag af fhv. dommer J.C. Christiansen’s erindring i ”Jul i Ringkøbing 1996”)