Julekalendere

24. december

Jul i amtsrådhuset
TV’s juleaften blev i 1984 sendt fra det gamle rådhus i Ringkøbing. Udsendelsen blev sendt efter en kort TV-avis kl. 19.45 og varede 1 time.

Dagbladet skriver den 22. december bl.a.:
Overvåget af forhenværende, bistert-udseende amtmænd på væggene holder TV juleaften i det gamle amtsrådhus i Ringkøbing.

Optagelserne starter kl. 16.50 med forudgående prøver om formiddagen kl. 10.
Blandt gæsterne er tvillingebrødrene, miljøminister Chr. Christensen, Ringkøbing og seminarielektor A. Tangsig Christensen, Nr. Nissum. De har en lille sofasnak om det at være vestjyde. Denne sofasnak sker uden forudgående prøver. Chr. Christensen kommer således flyvende direkte til udsendelsen, så Mogens Kjelstrup (udsendelsens vært) be’r til guderne om godt vejr, så miljøministeren kan nå rettidig frem.

Visesangeren Helge Engelbrecht, Ansager, er også med i udsendelsen sammen med organist Villy Egmose, Skjern. Med sig har Egmose taget 6 Skjern-piger, der udgør et lille julekor.
Lille Else fra Skjern – netop fyldt 6 år – er ganske uanfægtet af, at hun skal optræde for hele Danmark i fjernsynet juleaften kl. 19.45. Faktisk ved hun ikke rigtigt, om hun overhovedet får tid til at se udsendelsen, for det afhænger jo af, hvor mange julegaver hun får.

Her ses nogle af de optrædende ved Tv’s juleudsendelse fra Ringkøbings Amtsrådhus  juleaften 1984

På TV’s julerolleliste står skuespillerne Nis Bank Mikkelsen (hvis far i øvrigt er Skjern-dreng) og Pia Mourier. De skal opføre et lille julespil med titlen ”Juleknas”. Pianisten Lars Agerbæk spiller til.

En af dem der blev plantet om til vestjysk jord er digterpræsten Kaj Munk, og det skrev han om i ”Den blå anemone” – som seks piger fra Skjern synger akkompagneret af gymnasieeleven Jesper Capion Larsen, fløjte og organist Villy Egmose.

 Her ses pigerne fra Skjern, der synger akkompagneret af Villy Egmose ved klaveret, og Jesper Capion Larsen på fløjte.

Helge Engelbrecht er én af de sangere, der skriver og optræder på jysk dialekt. Han har til programmet skrevet ”Julevise” om at blive færdig til jul, og han synger den selv akkompagneret af sin egen guitar, Willy Egmose på klaveret og Jesper Capion Larsen på fløjte.

Mogens Kjelstrup fortæller om den oprørske Ringkøbing-dreng, Grønlands-fareren Mylius Erichsen. Mylius Erichsen skrev også digte, bl.a. ”Fædrelandssang” som en alternativ nationalsang. Den har Willy Egmose sat musik til, og et par af versene synges af de seks Skjern-piger.

Nis Bank Mikkelsen læser Kaj Munk’s digt ”Vi bygger høfder”, om fiskerne, der kæmper mod havet, som et billede på danskernes kamp mod tyskerne under besættelsen. Til slut går alle rundt om juletræet.

Villy Egmose, ved klaveret i forgrunden, spiller til salmerne, mens der danses om juletræet

Samtlige medvirkende får julegaver. Til børnene er der lommeregnere og plyskæledyr, mens hver af de voksne får en kasse med to røgede helt.

23. december

Gunnar Jensen skriver i sin bog ”Ham fra Ringkøbing” – Erindringer fra 1928 – 1944 om jul og nytår i sit hjem på Holstebrovej 32 i Rindum.

Gunnar Jensens bog “Ham fra Ringkøbing”


”Ved særlige højtider, f.eks. Mortens aften, fik vi nogle gange and, og så fik vi børn sodavand og far og mor rødvin. Vin, spiritus og øl drak far og mor kun ved højtiderne eller ved særlige lejligheder, som familiebesøg.

Til jul fik vi and, og som dessert kræmmerhuse med flødeskum. Der var så en mandel i et af kræmmerhusene.

Formentlig flere kræmmerhuse med mandler, da vi var små. Under krigen forsøgte mor sig med en sukkerknald, da vi ikke havde mandler, men den blev opløst i flødeskummet.

Holstebrovej ved viadukten ind mod Ringkøbing

 

Juletræet hentede mor og jeg hos gartner Jens Jensen, der boede ca. 1 km. før Trekløver Mejeri. Et juletræ kostede 1 kr. Træet blev pyntet med kurve, dannebrogsflag og meget andet. Jeg brød mig ikke om det fehår, der til sidst blev trukket over træet, for selv om lysene så flotte ud gennem fehåret, så kløede det forfærdeligt, når man kom i kontakt med det. Mor ville have fehår i stedet for sølvlameller, som hun sagde, fik det til at se så tysk ud. Traditionen med juletræ er for øvrigt også tysk.
Det var far der pyntede træet, og når vi havde spist, og opvasken klaret, blev lysene tændt og døren åbnet, så vi børn kunne se det og udbryde ”Næh, hvor er det flot”.

Gunnar Jensen – med sine søskende Gerda og storebroderen Karsten 

Nytår blev ikke fejret eller markeret på anden måde, end at vi fik kogt torsk til middag.
Vi børn var ikke hjemme den aften, men ude og lave løjer og brænde fyrværkeri af.
Vi købte kinesere, som kostede 2 øre pr. stk., og dem kunne vi holde mellem to negle, når de eksploderede. Af andet fyrværkeri var der skruptudser, som gav mange knald, sværmere, som for rundt på jorden, og sole. Raketter så vi ikke mange af. Vi fjernede måske en havelåge, hvis den ikke var blevet taget ind i tide. Selvfølgelig var vi nede og brænde nogle kinesere af hos slagter Lauridsen.”

Vinterbillede af Holstebrovej set ind mod Ringkøbing

 

22. december

Vester Strandgade (Ca. 1920)

Havnen var en del af mit eventyrrige, hvor så meget prægede mit sind uforglemmeligt. Vi legede i de store stabler af fiskekasser, der stod ved slæbestedet. Det var også her fiskerne halede hyttefade op, pakkede fisk og is i kasser for derefter at sende dem til banen. Slæbestedet var tit meget glat, og det hændte, vi faldt i havnen og fik våde bukser, som resulterede i et par klask i bagen, når vi kom hjem.

Fiskerbåde i havnen – postkort fra omkring år 1900 

Sommeren var vel den skønneste tid ved havnen og fjorden. Men også vinterdagene, når fjorden lå islagt, og vi på skøjter med sejl på ryggen kunne suse hen over den store isflade. Klitboerne kom til byen på deres klitskøjter for at besørge indkøb og andet i Ringkøbing – de havde ofte en stor slæde med.

I Vester Strandgade havde Niels Hansens cykelforretning til huse. Denne forretning blev senere til en automobilforretning og fik lokaler, hvor dengang bl.a. Nørlunds Hotel fandtes. Her var også Ferdinans Johansens beværtning med salg af kaffepunser og bajere med korkpropper og ståltråd omkring, som skulle åbnes med en propmaskine. Jeg kan endnu fornemme den særprægede duft fra det lave lokale, der lå et par trin under gadeplan.

Nørrelunds Hotel på hjørnet af Vester Strandgade og Torvegade.

Lige overfor i en gård foregik der dagligt noget meget spændende – her fik hestene sat nye sko på. Der var en stærk smedesvend, Bloch hed han, som jeg var meget imponeret af, når han beslog de store heste og passede de nye sko til.

Vester Strandgade omkring år 1900

Det var egentlig Vestergade, der tiltrak mig mest. Her lå jo skolen, den rigtige skole. Der var også et par andre skoler, ”Griffelskolen” nede i Grønnegade – frk. Jørgensens skole – her gik ”bjørneungerne”. Omme på Reberbanen var frk. Bondes skole, den var lidt finere, her gik ”bondeungerne”. Men det var den rigtige skole, den i Vestergade bag kirken, hvor jeg kom til at ”gå” i 7 år.

Ringkøbing Borger- og Realskole, Vestergade/Kirkepladsen. Skolen blev bygget i år 1900. Den blev senere benyttet til administration, Teknisk skole, Handelsskole og Musikskole inden den blev nedrevet i år 2015.

Vi havde en særlig sjov og festlig pedel – han ville egentlig gerne give udtryk for at være en bussemand, men det var han slet ikke. Når vi om vinteren fik det ugentlige fællesbad i skolens kælder, ville vi gerne snyde fra det kolde gys, men han passede på, at det ikke lykkedes for os, inden han med sin kommando ”færdig” lukkede af for vandet.

(”Jul i Ringkøbing 1992”. Erindring af Otto Berg-Jensen – opvokset i Vester Strandgade 25)

21. december

Dagen i dag den 21. december hedder Sankt Thomasdag, og den er opkaldt efter apostlen Thomas. Thomas var en af de tolv apostle og man finder ham blandt andet omtalt i Johannesevangeliet 20, 24-29. Her kan man læse, hvordan Jesus overbeviser (den vantro) Thomas om sin opstandelses virkelighed. At Thomas hovedsagenligt er omtalt i Johannesevangeliet kan skyldes, at han havde en særlig tilknytning til de lilleasiatiske egne, hvor Johannesevangeliet er blevet til.
En legende om Thomas fortæller, at han missionerede i Indien, hvor han udøvede mirakler og omvendte mange til kristendommen. En anden fortæller, at han forkyndte evangeliet i Parthien og ligger begravet i Edessa (Grækenland).

Helgenen Sankt Thomas

Men udover at være tilegnet Sank Thomas var dagen den 21. december også den dag da de fattige i 1600-tallet fik udbetalt deres fattighjælp, hvis de var så heldige, at der blev noget til dem.
I Ringkjøbing Købstads Historie kan man læse følgende om denne dag, under afsnittet om de sociale forhold i 1600-tallet.
“De penge der tilflød fattigvæsnet i Ringkøbing, var småskillinger, der blev indsamlet i fattigblokken i kirken. Hertil kom en årlig afgift på 6 rigsdaler fra Accisen.

Acisseboden i Østergade. En del af indtægterne fra den accisse der blev opkrævet, blev uddelt til de fattige i Ringkøbing hvert år den 21. december

Der findes endnu bevarede regnskaber over, hvad der var i blokken omkring midten af det 17. århundrede, og hvorledes pengene blev anvendt. St. Thomæ dag den 21. december, lige før jul, var i Ringkjøbing, som i andre byer den dag, da uddeling fandt sted.

I 1636 var der 28 Sldlr (Slettedaler) i blokken, året efter var der 25 sldlr., og i 1638 fandtes der 30 sldlr. I adskillige år svinger beløbet nogenlunde konstant mellem 25 og 30 sldlr.
I det ulykkelige krigsår 1644 (Svenskekrigene) var der dog kun 16 sldlr., til gengæld var der i 1651 ikke mindre end 51 sldlr. ”hvoriblandt fandtes 11 rigsdaler in specie, efejlbar af en oprigtig kristen, som ikke haver søgt ære og ros for menneskene, udi løndom derui lagt.
I den følgende halve snes år var der hver jul mellem 50-60 sldlr. i blokken.

Postkort med interiør fra Ringkøbing Kirke, blandt andet prædikestolen fra 1597. Fattigblokken er ikke med på billedet, men den har formodentlig stået ved indgangen

De indkomne penge blev anvendt til understøttelse af fattige og syge, skolebørnene og jordemoderen. Eksempelvis kan anføres at af de 20 sldlr., der i 1636 var i blokken, fik skolebørnene de 6, og resten deltes i ikke mindre end 40 portioner varierende i størrelse fra 1 mark til 1 sldlr.
I 1651 fik skolebørnene 12 sldlr., jordemoderen 2 sldlr., og resten blev delt i 51 portioner af forskellig størrelse fra 8 skilling til 1 sldlr.

Slog de penge ikke til som fattigvæsenet havde til rådighed, var der endnu en udvej tilbage til at hjælpe de fattige. Det var tiggeriet, der var et af staten organiseret lovligt erhverv. I 1698 var der således ikke mindre end 15 personer, der mødte på rådstuen i Ringkjøbing og blev forsynet med byens tegn, hvorpå de kunne kendes at være byens almisselemmer, der havde ret til at besøge godtfolk om almisse. De fleste af disse tiggertegn, fattigtegn eller almissetegn var udformet som en slags mønt, med et hul, så de kunne sys fast på tøjet. Tegnene her til venstre stammer ikke fra Ringkøbing, men viser hvordan de kunne have set ud.


20. december

Vestbanen

En af de ivrige fortalere for den nye jernbane i Vestjylland var godsejer Tang på Nørre Vosborg, der sad i Landstinget. Eksport af kvæg var et af argumenterne for at anlægge en jernbane fra Holstebro over Ulfborg og Vemb. Der var nemlig to problemer. Studene tabte for meget i vægt, når de blev drevet ned gennem Jylland. Desuden havde landet mistet Sønderjylland i 1864 og havde ingen havn, når kvæg skulle sejles til England.

I årene 1868 – 74 havde man anlagt den nye by Esbjerg med dens dybe havn, godt beskyttet af Fanø. Tidligere havde Ringkøbing opretholdt en handel ad søvejen med regelmæssig trafik på Norge, England, Bremen og Holland. Men fjorden var lavvandet, og den nødvendige omladning af skibslaster til pramme et godt stykke ude i fjorden havde altid været en stærkt forsinkende og fordyrende faktor. Desuden kæmpede man den evige kamp for at holde Nymindegabet åbent. Udløbet sandede ustandseligt til, og efter Esbjergs fremkomst opgav man kampen. Nymindegab fik stort set kun betydning for det lokale fiskeri, og Ringkøbing syntes færdig som søfartsby.

Den 31. marts 1875 var jernbanen mellem Holstebro og Ringkøbing færdig, og den 8. august 1875 kunne toget rulle videre sydpå til Varde, og hermed var den vestjyske længdebane etableret. I starten blev der kun transporteret gods på de to daglige afgange i hver retning. Siden blev der tre daglige afgange både med gods og folk. Banen befordrede blandt andet mange kreaturer til Esbjerg havn, hvorfra dyrene blev sejlet til England.

Tog på Ringkøbing station omkring år 1900

Med jernbanens indtog var Ringkøbings rolle som handelsby for et meget stort opland, også ved at blive udspillet, den blev groft sagt reduceret til en station på vejen. Ikke mindst jernbanen affødte en opblomstring af de hidtil små vestjyske byer omkring Ringkøbing, Herning, Skjern og Holstebro. Men medens Holstebro i de følgende 100 år mere end 10-doblede sit indbyggertal, måtte Ringkøbing nøjes med en beskeden 4-dobling fra 1546 indbyggere i 1870 til ca. 6000 i 1974.

Festlighederne i anledning af Vestbanens 100 års jubilæum den 8. august 1975. Et damplokomotiv skulle køre turen, men det var en meget tør sommer, så efter at have forladt Ringkøbing, antændte den flere brande i græskanterne mellem Ringkøbing og Skjern og turen blev derfor stoppet.

Kilde: Viggo Kamp Nielsen ”Købmændenes tid”

 

19. december

I gamle dage gik det sommetider vildt for sig med løssluppenhed i Ringkjøbings gader.

I 1684 har det grebet så meget om sig, at Lillejuleaften 1684 finder Stiftamtmanden sig foranlediget til at sende en skrivelse til borgmester og råd, at ”det er kommen mig for ørene, at udi deres by en stor uskikkelighed at skulle gå i svang, ikke alene med vinduers indslåelse, grassatgang, udskælden og slagsmål, mens endogså drikkevarers udtapning og drikning, samt arbejde under prædiken på søndagen såvel som på bededagene”.
Stiftamtmanden befaler derfor magistraten sådant at remedere (råde bod på, afhjælpe).

Ærgerlig tilføjer rådstueskriveren i byens kopibog: NB! Den det androg få skam i næse, han måtte anklaget de skyldige personer og ikke en hel menighed.

Det var ikke alene problemet med hærværk og slagsmål, der fyldte i indberetningen, men også det alvorlige forhold at der om søndagen og på bededagene blev arbejdet, og udskænket drikkevarer i kirketiden. Her ses en tegning af Ringkøbing Kirke på et postkort fra 1925.

90 år senere på selve juleaften i 1774 havde en fattig skomager Laust Hollænder med sin søn fundet på at gå rundt i byen med en fiolin og bas og benytte den glade julestemning til at indsamle milde gaver til sig selv.

Selve stiftamtmanden måtte ulejliges i anledning af et sådant brud på ro og orden. Rådmand Montagen og byskriver Hviid fik ordre til at give de to musikanter en passende irettesættelse og advarsel ”sig for sådan efterdags at vogte, item at entholde sig fra al omløben med musik”. Desuden måtte Laust Hollænder betale 2 mark i mulkt til de fattige, ”hvorved det for denne gang kan bero”.

Her ses musik i gågaden juli 1975 – dog under mere kontrollerede former…

I dag genlyder Ringkøbings Torv ofte af musik, især om sommeren, og dette er til stor fornøjelse for såvel turister som fastboende – men det er selvfølgelig også sat mere i system og foregår som regel i faste rammer.

Her ses Ringkøbing Bigband i en tidlig udgave under en torvekoncert i 1975


18. december

“Firkanten”

Området Nygade, Nørregade, Østergade, Bredgade og Torvet blev kaldt “Firkanten” fortæller Jørgen Jørgensen i bogen ”Ringkjøbing, Holmsland og Klitten”, som udkom i 1957.

Han skriver bl.a.:
”Her i Firkanten kunne søndagseftermiddagene være meget fornøjelige og hyggelige. Især i tiden hen mod jul.”

Nygade set mod Torvet 1900 -1910

“Der gik da som regel to strømme af mennesker – hver sin vej rundt omkring Firkanten. Det var forbundet med en egen charme at møde og hilse på de mange mennesker flere gange i løbet af en eftermiddag. Her blev stiftet mange bekendtskaber, og her blev der givet mange indbydelser til aftenkaffe o.l.”

Gammelt postkort med motiv fra Østergade

“Denne tur omkring Firkanten var også meget yndet af unge forelskede. Her kunne de møde den udkårne mange gange i løbet af en eftermiddag, og det behøvede ingen at mærke. Dog, hvem kunne sikre sig mod mødrenes blikke, når de på ”forhøjningerne” i dagligstuen fulgte færdslen meget interesseret gennem gadespejlet.”

Dette billede fra Nygade er fra før 1911, hvor Nørrehus blev bygget

17. december

I 1964 nedsatte Ringkøbing Handelsforening et ”Initiativudvalg”. Den egentlige baggrund var en udbygning af julebelysningen, men andre opgaver kom til i årenes løb.

I anledning af Ringkøbing Handelsforenings 100 års jubilæum i 1974, blev der udgivet et tillæg til Ringkøbing Amts Dagblad, og heri fortalte boghandler Lars Bruun, der var medlem af udvalget fra starten om arbejdet:

Et årligt tilbagevendende punkt på efterårskvartalsmøderne var julebelysning. Man enedes hvert år om – på grund af den korte tid før jul – at udsætte punktet til generalforsamlingen om foråret, da man igen udsatte den efteråret.

Men ved generalforsamlingen i 1964 tog gartner A. Josephsen ordet, slog i bordet og sagde, nu skulle det være. Der blev nedsat et udvalg, hvis første opgave var at få en ensartet, og bedre julebelysning. Udvalget bestod af A. Josephsen, Ebbe Iversen og Lars Bruun.

Gartner Josephsens butik i Nygade 25. Fotografiet er fra 50’erne – idag har Røde Kors genbrugsbutik på adressen.

Vi var klar over at det ville blive dyrt og kontaktede derfor samtlige handlende og erhvervsdrivende i byen. Alle var med på ideen, selv erhvervsdrivende, der boede langt fra de gader, som skulle julesmykkes.

Der blev ophængt guirlander på Herningvej, Kongevej, Enghavevej, V. Strandsbjerg, samt alle gader i den indre by, indgangsporten ved indfaldsvejene med Ringkjøbing i lysguirlander, på bygninger torvet rundt, banegårdspladsen, museet. Byen blev omtalt som ”Julekøbing”.

Julebelysning – gågaden 1979

Vi havde kalkuleret med 30.000 i udgift det første år, men regningen kom til at lyde på 55.000 kr., og vi blev klar over, at det ville blive svært at få afdraget den resterende gæld, alene de årlige renter ville beløbe sig til et par tusinde.

Vi havde indkøbt 100 flagstænger til brug ved ophængningen af guirlanderne, stængerne malede udvalget, for at de kunne være fine til kongens besøg. Disse flagstænger fik vi kommunen til at overtage, og kommunen lånte os derefter stængerne hvert år.

De første år var der et stort arbejde med indkrævning af bidrag m.m. Efter nogle år fik vi hjælp fra Turistkontoret og turistchef Schiøtt, som siden har ydet udvalget og Handelsforeningen megen hjælp med afvikling af julelotteriet og i forbindelse med fjordhæftet, samt vort nisseoptog, som vi hvert år arrangerer den sidste søndag før jul, hvortil også børnehjemmet med forstander Kjærgaard i spidsen hvert år sørger for hestevogn og nisser, som deler appelsiner ud til børnene.

Året efter, i 1965 havde vi vort første julelotteri, det begyndte beskedent med udlevering af lodsedler ved køb i forretningerne. Præmien var en hest, året efter et legehus, i dag er det et kæmpepladespil med 700 – 800 gevinster.

Julebelysning i Ringkøbing 1979


Vi arrangerede sammen med turistforeningen folkedans på Torvet i turistsæsonen. Vi var annonceagenter, da erhvervsrådet udgav Ringkjøbing-bogen. Men først, da vi i 1967 sammen med tennisklubben og idrætsforeningen arrangerede Fjordfesten, som blev en årlig tilbagevendende begivenhed, kom der gang i afdragene på julebelysningen.
I 1969 var vi gældfri, og udvalgets medlemmer kunne trække sig tilbage med god samvittighed.

 

16. december

Nørredige

I år har Nørredige været lukket, fordi vejen skulle graves op. Ringkøbing-Skjern Forsyning ville udskifte vand- og spildevandsledninger, og Vejdirektoratet ønskede at få lagt nyt asfalt.

Men Nørredige har igennem tiden haft flere forskellige navne.
Indtil sidst i 1920’erne blev vejen kaldt Kærlighedsstien.

Kærlighedsstien

Langs med denne sti blev byens første tennisbaner anlagt, hvornår de blev anlagt vides ikke, men de var placeret neden for Kirksvej og Møllevej.

Tennisklubben klarede sig med disse baner indtil 1919, hvor kommunen anlagde en – efter datidens forhold – yderst moderne sportsplads, der hvor Kronager ligger i dag. Her blev der i 1919 bygget en ny tennisbane, men de gamle baner langs kærlighedsstien blev dog stadig brugt, de fik nyt hegn i 1928, og blev først endelig sløjfet i 1937 da der blev der bygget endnu en tennisbane på den nye sportsplads.

På et gammelt postkort af kærlighedsstien ses hegnet omkring dem tydeligt. Dette postkort er skrevet og afsendt i 1908, så de første tennisbaner er anlagt før dette årstal.

Kærlighedsstien med tennisbanerne til venstre

Sidst i 1920’erne blev vejen omdøbt til Jernbanevej. Det var et meget nærliggende navn, da vejen løb parallel med jernbanen.

I 1943 fik vejen det navn, som vi kender i dag: Nørredige.

 

15. december

Min barndoms jul på Tangsvej
Rigmor Kryger, Køge er født og opvokset på Tangsvej 18 (nu nr. 22):

Juleforberedelserne startede et godt stykke før jul ved, at vi piger, som legede meget sammen, gik på indkøb i en broderiforretning i Bredgade, hvor vi købte materialer til et eller andet julebroderi, som vi så broderede på i vor syklub, der bestod af 5 piger fra gaden. De indkøbte materialer skulle så blive til en julegave til vores mødre, og vores fædre fik af og til en broderet barberserviet.

Derhjemme blev der sat gran i vaserne inde i stuerne, ellers havde vi ikke megen julepynt hængende.

Tangsvej med det nu nedrevne vandtårn

Butiksvinduerne var julepyntede, og den sidste søndag før jul var der åbent i butikkerne. Da tog min mor mig med ned i byen om eftermiddagen for at se på alle herlighederne. Det hændte, at vi gik ind i en chokoladeforretning og købte at par stykker hjemmelavet chokolade.

Juleaften:

Når eftermiddagskaffen var drukket, blev gasovnen tændt og flæskestegen sat ind, så den kunne begynde at stege – og så stå og klare sig selv, mens hele familien var til julegudstjeneste i Ringkøbing Kirke. Når vi kom hjem fra kirke, skyndte mor sig ud i køkkenet for at se til stegen. Sommetider var gasblusset så lavt, at det kneb med at få stegen færdig til tiden. Det var svært for gasværket at producere gas nok til alle med gaskøkken, som lavede mad på næsten samme tid.

Når flæskestegen med rødkål, hvide og brunede kartofler og desserten, ris a la mande, var spist, skulle opvasken til side, hvorefter træet blev tændt og vi kunne danse omkring det og synge nogle af de gamle, kendte julesalmer. Mor spillede til på klaveret.

Rigmor Krygers moder –  Agnes Skov Petersen (født Tandskov) gift med kriminalassistent Otto. S. Petersen, Tangsvej

Endelig kunne julegaverne så uddeles. Et år fik jeg en dukke med en masse tøj til, som min mor havde strikket, efter jeg var lagt i seng. Et andet år var der en dukkevogn. Det kunne også være et par skindluffer samt nogle børnebøger.

Juledagene var præget af juletræsfester. Børnene på Tangsvej var til juletræsfest hos hinanden på skift. Vi ankom ved 15-tiden i vores pæne tøj. Vores mødre serverede cacao og hjemmebagte kager. Derefter dansede vi omkring det tændte juletræ og sang de julesange, vi kendte. Til slut fik vi juleknas og ved 17-tiden gik vi hjem igen.

Søndagsskolen holdt også juletræsfest for alle børnene i byen, og det var gratis at deltage i den. Det foregik i Missionshuset i Grønnegade.

Rigmor Krygers søstre Elly og Annelise fotograferet foran barndomshjemmet på Tangsvej 

Når Fjorden var tilfrossen, var skøjteløb en naturlig ting for os. Et år til jul, vistnok i begyndelsen af krigen, fik min søster Anne-Lise og jeg hver et par jernskøjter i julegave. Skøjterne skulle spændes fast på vore støvler. Holmslandsskøjter var ellers de mest brugte, især blandt fiskerne.

Rigmor Krygers fader – Kriminalbetjent Otto S. Petersen

Julen 1944 står for mig som en særlig jul. Det var første gang i mit liv, at hele familien ikke var samlet i julen i mit hjem. Den jul var min far under jorden (kriminalassistent) og som følge deraf var han ikke hjemme. Min mor, min næstældste søster og jeg holdt juleaften alene. Ud på aftenen gik vi om på I.P. Nielsensvej 9 hos fuldmægtig Jensens, hvor vi fik en kop kaffe. De havde besøg af børn og børnebørn. På hjemvejen i buldrende mørke greb angsten mig. Jeg var bange for, at tyskerne den aften var ude efter os. I min fantasi så jeg tyskerne stå ved vejtræerne. Men det var heldigvis kun min fantasi, der spillede mig et puds.

(”Jul i Ringkøbing 1995” – Uddrag af Rigmor Krygers erindring)

14. december

Kronager

På Ringkøbing Boligforenings generalforsamling i 1952, blev der givet bestyrelsen bemyndigelse til at arbejde med foreningens hidtil største byggesag, på Ringkøbings gamle idrætsanlæg og fodboldbane ved Herningvej.

Dette billede af et fodboldhold  fra 1920’erne er taget på stadion, hvor Kronager senere blev bygget. Skorstenen der ses i baggrunden er Uldspinderiet (Herningvej 7)

I august 1952 forelå der, efter flere lange forhandlinger, tilsagn fra byrådet om støtte til opførelse af fire blokke med 48 lejligheder på matriklen.

Boligforeningens bestyrelse vedtog herefter, at gå i gang med deres hidtil største byggeri, hvilket også var det største samlede byggeri i Ringkøbing, på daværende tidspunkt. Arbejderbo blev antaget til at foretage administrationen af byggeriet, da det var så stor en sag, at forretningsfører og formand ikke kunne nå det i fritiden.

Arkitekt Nikolaj Andersen, Ringkøbing og ingeniør R. Christiansen, Herning blev ansat til projektering og tilsyn, og man gik i gang med forhandling med Ringkjøbing Landbobank og Ringkøbing Bank om fælles finansiering af byggeriet, da det jo var en stor lånesag. Byggeriet var budgetteret til 1.715.000 kr.

I april 1954 kunne bestyrelsen oplyse, at byggeriet af de første 24 boliger i afdeling 3, første afsnit Kronager, var godt i gang, og i 1955 var der rejsegilde. Den 1. juni 1959 var anden del af byggeriet færdig og de sidste lejligheder klar til indflytning, og man havde nu i alt 48 lejligheder i de fire boligblokke.

Postkort – Kronager

Kronager var Ringkøbing Boligforenings tredje byggeri. Det første blev bygget i 1949, og var en boligblok i Skolevænget med 32 lejligheder, og i 1952 kom afdeling 2 som var 12 rækkehuse på Grønningen.

Vicevært Peder Pedersen på arbejde foran Kronager i 1980

Som et lille kuriosum kan fortælles, at boligforeningen i 1955 havde modtaget et brev, fra skolekommissionen i Ringkøbing, om muligheden for, at der kunne stilles tre lejligheder i Kronager til rådighed, for skolelærere i kommunen. Man mente dette ville bedre mulighederne for, at få skolelærere til byen, da der ifølge skolekommissionen, var stor mangel på lærere i Ringkøbing.

Bestyrelsen henvendte sig til boligministeriet, for at få konstateret lovligheden i en sådan form for udlejning. Boligministeriet svarede, at spørgsmålet måtte forelægges en generalforsamling i stedet.

Det blev da forelagt på generalforsamlingen den 31. marts 1955, og det affødte en hel aftens hed debat, blandt de mange fremmødte. På dette tidspunkt var boligmanglen stor i Ringkøbing, og havde en skolelærer mere behov for en bolig end andre medlemmer?

Ved afstemningen blev det dog vedtaget, at stille tre boliger til rådighed, og denne aftale kom til at løbe i 20 år, indtil 1975, hvor den blev ophævet ved en skriftlig aftale mellem daværende skoleinspektør Christian Christensen og boligforeningens forretningsfører Arne Sundgaard. Behovet for boliger til lærere var på det tidspunkt ikke mere tilstede.

Her ses boligforeningens forretningsfører Arne Sundgaard – overfor ses borgmester Niels Skytte

 

 Skoleinspektør Chr. Christensen blev senere miljøminister, og på billedet her ses han sammen med sin kone Karen, samt den østtyske miljøminister og hans kone i haven hos Christensen på Alkjærhøj 4.

Kilde: Ringkøbing Boligforenings jubilæumsskrift fra 1995 – ”50 år med Ringkøbing Boligforening”

 

13. december

I bogen Rindum sogn fortæller Hans Christian Flytkjær (1900–1987), som boede på gården Flytkjær, lidt om julen i et interview med Marie Gorm Jacobsen.

Gården Flytkjær genopførtes efter en brand i 1930. De to personer der står forrest i midten er ægteparret  Helga og Hans Christian Flytkjær

Vi havde altid et stort juletræ hjemme. Min mor, der var bornholmer, havde en del familie i København og rundt omkring. Jeg havde det store privilegium til jul at få gaver fra dem af alle mulige ting, som børn på landet ellers ikke kendte dengang. Jeg mindes ikke, at vi gik til kirke, i min barndom. Det var først, da vi blev gift og fik børn at det blev skik.

I skolen havde vi juletræsfest. Når dansen om træet var forbi, kunne vi store drenge nok finde på kunster udenfor.

Gården Flytkjær i Rindum

I samme interview fortæller en anden gammel Rindumbo Jens Jacob Jacobsen (1889-1985), også lidt om julen.

De store børn blev indbudt til julefest hos amtmanden, hvor vi dansede om juletræet og sang nogle salmer. Alle fik en julegave, meget forskelligt, således julehæftet Grankogler, som var delt i to eller tre dele. – Der skulle spares; jeg mindes ellers ingen fester i min barndom. Det første juletræ for skolen var efter, at forsamlingshuset var rejst (1906).

Rindum Skole

12. december

Om vinteren var der mulighed for at udnytte Ringkøbing Fjord til skøjteløb. Jeg mener, vi kunne løbe på skøjter næsten hvert år. Man hører ofte folk sige, at da de var børn, var der sne og frostvejr, og man kunne løbe på skøjter, og så kommer meteorologerne og påstår, at det ikke passer. Jeg vil stadig mene, at der var mere sne og bedre forhold for skøjteløb den gang end nu, i hvert fald i en årrække.

Dette billede er fra 1939, og viser isskruningerne der nåede op mellem husene, der ligger på nordsiden af  Ved Fjorden

I januar 1939 var der isskruninger i fjorden. Isskruningerne var et par meter høje, og nåede ca. 250 m op på land, og gik over vejen Ved Fjorden. Det må have været omkring der, hvor Rådhuset nu ligger. I januar 1940 kunne man løbe på skøjter fra Ringkøbing til Hvide Sande, og i februar samme år havde vi den koldeste februar siden 1838, og en bil kørte over isen fra Ringkøbing til Hvide Sande.

Et foto af senere isskruninger – dette foto er fra 1977

I januar 1943 kunne man igen løbe på skøjter på fjorden. I 1939 var der så megen sne, at man kunne nå op og røre ved telefonledningerne. Snerydning foregik ved håndkraft, og hvert hus skulle stille med en mand eller betale sig fra det. Karsten (Gunnar Jensens bror) har været ude at rydde sne, men om han regnedes for en mand, ved jeg ikke.

(Gunnar Jensen i sin bog ”Ham fra Ringkøbing”)

 

11. december
Fjordstien

I perioden 1900-1910 blev gaderne Hoffgaardsvej og Fjord Alle anlagt. Folk begyndte at lave en ”trampesti” fra havnen, ud langs fjorden og op ad de to veje.

Fjordstien med sne

I de første år tog ”stien” skade under højvande, men fra 1915, hvor vandstanden i fjorden kom under kontrol, kunne man begynde at lade udgravninger fra byggerier ligge på stien. Herved blev den betydeligt forbedret.

Fjordstien set fra Hvashøj mod havnen

De husejere, der havde grunde ned til Fjordstien, afstod hver en strimmel jord, og så blev der endelig mulighed for at etablere den herlige spadsere- og cykelsti, som vi kender i dag. Et dejligt sted i Ringkøbing – både sommer og vinter.

Sommer på Fjordstien

 

10. december

Den gamle mølle på et af Jesper Malers billeder fra 1824

Møllen brænder 1897
”Ringkjøbing Mølle og møllegård brænder. Ringkjøbing Mølle og møllegård brænder.” Således lød råbene pludselig gennem byen. Alle kom ud og så de vældige røgskyer. Alle mænd, der stod ved sprøjterne, smed deres værktøj og løb til sprøjtehuset. Det blev et mægtigt bål. Det var ikke alene møllegården og møllen der brændte. Fra møllen føg store flager af ild over på ”Aldershvilegården” og antændte den.
Det var ikke blot et tragisk, men også et flot skue.
Medens møllen brændte, satte den pludselig i gang, og ilden føg fra dens fire glødende og svingende vinger ud over et stort område.
Møllen og møllegården genopbyggedes. De gamle vejrmøllers tid er nu for længst forbi og møllen nedbrudt. Et tab i bybilledet! Men sikkert til glæde for naboerne.
”Aldershvilegården” opbyggedes ikke.
Parken afgav en idyllisk plads for alderdomshjemmet. Markerne afgav plads for Møllevej, Østertoften, Aldershvilevej, Kongshøjvej, Kongshøj mv.

Postkort fra afsendt 1928 viser den nye mølle samt Aldershvile der blev opført på brandtomten overfor i 1907.

Møllen lå efter den tids opfattelse langt uden for byen. I regnvejrsperioder var vejen umuligt at befærde undtagen til vogns. I vejens hele udstrækning dannede den en sø på 10 – 20 cm dybde, og dette var et forhold, der intet kunne ændres ved efter daværende byrådsmedlemmers opfattelse.
Heldigvis var der ved den nordre side af vejen et dige, og her kunne man med lidt held gå tørskoet helt ud til møllen.

Møllegården og møllen blev, som det fremgår af teksten, genopført efter branden i 1897, og den stod der indtil 1940, hvor møllen blev nedrevet.

Kilde: Johannes Jørgensen, ”Ringkøbing, Holmsland og Klitten”

9. december

Vester Strandgade 19 og boghandlermedhjælper Christian Kabel

I ældre tid lå der på stedet et røgeri drevet af Kirsten Marie Jensen. Hun var en driftig dame som udover røgeriet også nedkogte duer i gruekedler. Duerne kom i blikdåser og loddet til og blev benyttet på de skibe i Ringkøbing, som drog på langfart.

I 1939 tegnede arkitekt Johs. Lambæk en toetagers beboelsesejendom med to lejligheder til restauratør Jens Enevoldsen Kabel. Agnete og Jens Enevoldsen Kabel havde i mange år drevet restauration i Vester Strandgade 26 – hjørnet af Vester Strandgade og Vester Strandsbjerg.

Havnecafeen som den så ud i 1969 – det var dette gæstgiveri som Christian Kabels forældre tidligere havde.

Deres søn Christian Kabel overtog senere huset, og det er dette hus der er brugt som dagens kalenderbillede på Facebook.

Et ungdomsbillede af Christian Kabel

Christian Kabel var uddannet boghandlermedhjælper hos N. P. Holms Boghandel. Han blev ansat i boghandelen i 1927 og var i forretningen indtil sin pensionering.

Christian Kabel på arbejde i N. P. Holms Boghandel i Algade 16

I sin fritid var han en aktiv fotograf, og arkivet har i dag en stor samling af hans billeder. Han var en kreativ mand, som også malede akvareller. Han var aktiv i Teaterforeningen i Ringkøbing og i sine ferier rejste han meget – både i Danmark og udlandet.

Boghandler N. P. Holm og Christian Kabel med en plakat til Teaterforeningen

Christian Kabel var født i 1910 og døde i 1998. Vil man finde Christian Kabels sidste hvilested, skal man gå en tur på Ringkøbing Kirkegård.

(Kilde: En vestjydsk by af B. Bennedsen)

 

8. december

Nørregade

Nørregade set fra Østergade

Bælgetræderen Wolle Kolle var genstand for vi store drenges interesse, når han kom over kirkepladsen. En før, bredmavet mand i lang klædersfrakke der glinsede af fedt, et bredt hoved med en militærkasket på, også han var lidt ”til en side” og krigedes med drengene. Hans væsentlige indtægtskilde var vist at gå rundt og gratulere alle steder, hvor der havde været konfirmation, barnedåb og lignende. Han boede i Nørregade i en baggård.

Nørregade set fra Nygade

I Nørregade, hvor Rasmussens Bogtrykkeri nu ligger, boede jomfru Lindam. Hun havde tidligere haft pogeskole, hvor betalingen erlagdes med 4 skilling hver lørdag. Den var velanset, da der også kom børn ind fra Rindum til hende. Vi kom der engang imellem, da hun holdt forbindelsen vedlige med moder, fordi tante Hanne i sin tid havde gået i hendes skole. Men ellers var hun en af de ømtålelige personer, der troede at alle gjorde nar af hende. I sin påklædning var hun noget mærkelig. Om vinteren gik hun således altid med en stor klud bundet om næsen. Om hun havde frost i næsen eller ville beskytte den mod frost ved jeg ikke. Hun gik hele formiddagen i en stribet sirtses nattrøje og med natkappe, og nu var det et yndet sport på vejen til og fra skole for drengene at sætte ansigtet lige op mod ruden, hun sad indenfor. Hun for så op og ud i gadedøren for at få fat i synderen, der selvfølgelig var langt nede i gaden, men fik en ordentlig tordentale efter sig.

(Jul i Ringkøbing 1984: Erindring af Poul Ellerbæk (1870 – 1942))

7. december

Det skete jo også, at der var sne, og skiløb virkede meget fascinerende.
Jeg fik af lærer Hansen lov til at lave et par ski i sløjdtimen, og de blev rigtig flotte. Spidserne fik vi bøjet ved, at stikke dem ned i kogende vand i gruekedlen, og lade dem koge i lang tid. Så blev spidserne sat i spænd i en skabelon, vi havde lånt af karetmageren på Herningvej. Dagen efter havde de den rigtige facon.

Karetmager Bildts værksted på Herningvej 15. Det blev senere motel i bygningerne, som ligger på hjørnet af Herningvej og Bildtsvej.

Nu brød helvede løs, for nu havde jeg ski, og Karsten havde ingen ski. Så spurgte far, om Karsten måtte få mine ski, så måtte jeg til gengæld bestille et par ski i asketræ hos karetmageren, og det blev så resultatet, og jeg fik et par ski i en bedre kvalitet.

Nu er Ringkøbing jo ikke ligefrem et skisportscenter, men vi var nøjsomme. Lidt langrend, kunne vi da lave nogen steder. Jeg har stået på ski ned ad den vestlige side af viadukten til Ringkøbing, og stod man lidt skråt kunne man godt løbe en 10 – 15 m. Så var det bedre at cykle ud til Sorte Bakker, lidt sydøst for Ringkøbing. Der var der muligheder for at stå på ski ned mod fjorden.

Jeg blev medlem af ”Ringkøbing og Omegns Skiløberforening”. Den blev stiftet i 1942 med dommerfuldmægtig J. C. Christiansen som formand. Jeg blev medlem samme år og betalte 1,50 kr. i kontingent for første halvår 1942 – 43, og igen 1,50 kr. for andet halvår.

Medlemskort til Ringkjøbing og Omegns Skiløberforening, som blev stiftet den 27. november 1942

I 1943 var der ikke sne, så vidt jeg husker, men i januar 1944 arrangerede foreningen en tur til Spjald, hvor der var det, vi kaldte Spjald Bjerge. Det var nok lidt overdrevet. I øvrigt hørte jeg ikke mere til foreningen, som jeg var medlem af indtil 2. halvår 1944, men det smagte da af skisport.
(Gunnar Jensen i sin bog ”Ham fra Ringkøbing”)

Ringkjøbing og Omegns Skiløberforenings første (og måske eneste?) formand Dommer Christiansen.

 

6. december

Ringkøbing set fra Østergade.

Østergade 16 –  købmand Carl Aage Jensen og i baggrunden ses nr. 10 hvor Orla Albæk havde møbeludstilling

I ejendommen lige over for os boede i gården Laust Eriksen i en lille aftægtsstue, hvor han sad og skar pølsepinde, med fingre der var krogede af gigt. Så længe hans kone levede tjente hun livets ophold til ham og sig selv ved at gå ud at vaske, men når hun var ude hele dagen, gik Laust på beværtning og fik sig ”en sort”, efter konens død rigelig mange af og til.

Hjørnet af Østergade og Nørregade med “Den gamle købmandsgård”

I samme gård boede ”syge Kirsten”, som i mange år levede af folks godgørenhed. Hun fik regelmæssig mad fra os, og en aften min kusine Stine, der tjente som pige hos os, skulle over med aftensmaden – det var efteråret og mørkt – hørte hun pludselig en stemme, der siger ”Her sidder a”. Hun blev stående lidt benovet og hører så igen ”Her sidder a”.
Nu syntes hun at kende stemmen, og ganske rigtig viste det sig, at det var Laust Eriksen, der sad midt i møddingen og ikke kunne komme op igen.
Det var en af disse gammeldags møddinger, som de små huse vendte bagsiden ud imod, så han sad blødt og godt, men kunne ikke hjælpe sig selv op. Stine fik tilkaldt hjælp og fik Laust trukket op og så skulle der en større renselsesarbejde til.
Hans datter, Marie Jerrigs, som hun kaldtes, trods det hun var gift Sørensen, læste ham ordentlig teksten og truede ham med fattiggården, hvad hun altid gjorde, når der var noget galt.

(Jul i Ringkøbing 1984: Erindring af Poul Ellerbæk (1870 – 1942))

 

Østergade med gavlhuset nr. 36 forrest

 

5. december

På Rådhusets gavl mod vest – over mod Hotel Ringkøbing – er der opsat et lille digt med tre små vers, som er skrevet af Kaj Munk. De er skrevet til klokkespillets melodi, og i Ringkøbing Aarbog 1969 – 1970 kan man læse følgende om tilblivelsen af dette digt.

Tavlen på rådhusets gavl med Kaj Munks vers til klokkespillet.

”I 1943 anmodede man Kaj Munk om at skrive en tekst til Ringkøbings nye klokkespil, opsat af byens borgere i anledning af byens 500-årsdag som købstad.

Kaj Munk var på det tidspunkt ikke sindet til at vise sig, men ville gerne være behjælpelig; men melodien skulle jo til Vedersø.

Man fandt en udvej; orgelfabrikant Andresen anbragte et orgel på rådhuset, og spillede klokkespillet i telefonen indtil Kaj Munk kunne melodien.”

 

 

Helt så nemt med at lære melodien som beskrevet gik det nu nok ikke for Kaj Munk. I hvert fald har Birgit Michelsen, der på dette tidspunkt var lærerinde i præstegården i Vedersø, en lidt anden version af forløbet. Hun beskriver det således i sin bog ”Hjemme hos Kaj Munk”.

”Dengang Ringkøbing havde byjubilæum, blev Pastor Munk opfordret til at skrive en tekst til et lille klokkespil. Da melodien kom, fik jeg til opgave at klimpre den igennem for at få fat på rytmen.

Kaj Munk i sit arbejdsværelse i Vedersø Præstegaard

Noder forstod Kaj Munk sig ikke på, og musikalsk rytme måtte først omsættes i ord-rytme. Jeg måtte nynne melodien mange gange, og i et par dage gik alt på den melodi. Så kom præsten med en seddel til mig: ”Se, kan det gå?”

På sedlen stod er følgende digt:
”Mus efter miskat og en høne efter ravn. Hva’be’har, mon det kan gøre gavn?”

Det blev det første rytmiske skema til klokkespilteksten. Vanskeligt var det at skrive et vers til den rytme. Omsider forelå der dog tre udkast, der blev sendt til udvalg – og alle tre blev trykt.”

På billedet herunder ses et håndskrevet udkast, som dog indeholder fem vers, hvoraf de to i let redigeret form blev byttet rundt og brugt i den endelige udgave sammen med et nyt slutvers.

Kaj Munks håndskrevne udkast til teksten.

 


4. december

Livet omkring Toldboden 1844

Jeg logerede hos min fader nede i toldboden ved havnebroen. En vinter skød fjorden sin is op på land så højt som 2 etagers huse. Det var i 1844. 

Det var ikke kun i vinteren 1844 der var isskruninger. Dette billede er taget næsten 100 år senere, nemlig da isen brød op efter den strenge isvinter 1941 – 42.

Der blev nogle både og nogle små huse klemt i stykker, og byens børn lavede lange glidebaner ud over fjorden, når vi krøb op på toppen af isbunkerne.

Som det ses af dette billede og af det ovenstående, så var der store ødelæggelser, og der blev ødelagt flere huse, da isen brød op i 1942.

Fiskerne fra klitten kom til byen med deres koner den vinter. Konerne sad i en langstol på slæden og benene i en balle med hø og godt indpakkede og fiskerne havde skøjter på og skød slæden foran sig.

Midt i billedet – på hjørnet af Vester Strandsbjerg og Vester Strandgade – ses huset hvor gæstgiveriet “Havnecafeen” havde til huse, og det er nok den som J. V. Ørvad omtaler som kroen fiskerne besøgte når de købte kaffepunch. 

Der var en kro ved toldboden, hvor fiskerne købte kaffepuncher, en hel favn ad gangen, det var lige så mange som de kan spænde om med armene.

(”Jul i Ringkøbing 1986”: Erindring af J. V. Ørvad, hvis fader var tolder i Ringkøbing 1841–45)

3. december

Månedens historie på arkivets hjemmeside i november måned var en lille historie om Acisseboden på Østergade 44, hvor man betalte afgifter for at indføre varer til købstaden.

Det var en forhadt afgift som man prøvede at undgå, så smugleriet var udbredt.

Den gamle acissebod i Østergade.

Udover acisseboden i Østergade, var der også porte ved Østerport, og en bom i Søndergade nær Toldboden, hvor der blev opkrævet acisseafgift. Rigsdagen vedtog at ophæve disse love den 7. februar 1851 – ”og da blev der festet i Ringkøbings gader” som J. I. Bøgner fortæller i sin bog om Ringkjøbings Historie.

”Den nat, portene åbnedes for fri gennemkørsel, var Ringkøbings borgere på benene og festede. Den ene af portene havde svære jernstænger, og den blev løftet af hængslerne og kastet i vejgrøften ved siden af. Ved siden af den anden port var der stenpiller med store runde stenkugler foroven. Den ene af disse blev styrtet ned og rullet langs med gaden.”

Her ses Østerport på et udsnit af et af Jesper Malers billeder. Billedet er fra 1847, kort tid før acissen blev ophævet i 1851. Ringkøbing Museum har stadig en stor udstilling af Jesper Malers billeder på det gamle dommerkontor, og her er der rig mulighed for at se masser af detaljer om byen i 1800-tallet.

Om tiden efter acissens ophævelse skriver Viggo Kamp Nielsen følgende lille historie i sin bog ”Købmændenes tid”:
”Men gamle vaner, selv upopulære, er sejlivede. I nogle år efter ophævelsen af acissen var det en fastelavnstradition, at byens drenge spændte en snor over vejen, hvor bommene tidligere havde stået. Her måtte de sælge mjød til bønder, som kom til bys. Det udartede dog til et umådeholdent drikkeri, og det blev forbudt, efter at en dreng engang blev så drukken, at han døde af det.”

Porten der blev hevet af ved Østerport stod i mange år i haven ved Ringkøbing Museum, hvor den var bundet fast med ståltråd mellem to bøgetræer. Disse voksede sig efterhånden store, og tidligere museumsinspektør Jens Aarup fortæller, at da man på et tidspunkt forsøgte at fjerne porten, var det en umulighed. Den var vokset fast mellem træerne. Den var også i mellemtiden blevet så mør, at den gik helt i stykker ved forsøget. Det ene af de to bøgetræer er nu fældet, men man kan stadig på det andet bøgetræ se arrene i barken efter ståltråden, hvor porten var bundet fast.

Fik du ikke læst månedens historie i november om Acisseboden i Østergade, så kan du stadig nå at læse den her: http://www.ringkoebinglokalarkiv.dk/maanedens-historie/ 

2. december

På skøjter ved Ringkøbing (i starten af 1900-tallet)

”Æ frødammer” hører til de ord der kan få os fra Ringkøbing til at smile et lille skævt smil, for dels ved vi godt nu, at det er et halvkomisk ord, dels har vi alle sammen vore private minder dernede fra vesten om æ by, og meget af det har noget med de første forelskelser af gøre.
Drenge og piger havde i min skoletid ikke mange muligheder for samkvem af nogen art. I skoletiden blev der draget omsorg for at drengene blev lukket ud i gården og pigerne på kirkepladsen, og i fritiden var der om sommeren kun få lejligheder til at ses. I badelivet var der overhovedet intet fællesskab, bl.a. fordi badedragt knap nok kendtes af navn. En del af vore lege var desuden lidt voldsomme og risikable for piger. Dertil kom at de uskrevne love i det store og hele ikke accepterede at drenge gav sig af med piger, skønt det må formodes, at den gensidige interesse i det andet køn var så stærk som den til alle tider har været. Der var året igennem kun én undtagelse af virkelig betydning. De dybere årsager hertil kan jeg ikke forklare, men af en eller flere grunde tolereredes flirt mellem skolesøgende drenge og piger i forbindelse med skøjteløb.

Skøjteløbere på fjorden ved Sorte Bakker midt i halvfjerdserne. Fjorden har altid været et godt sted at skøjte, men tidligere blev de lavvandede “frødamme” nede vest for byen også brugt. De blev senere bebygget med Ringkøbings første industriområde.

Man fulgtes til og fra den udvalgte skøjtebane, man kunne galant knæle for den udvalgte pige og hjælpe hende skøjterne på, og man gjorde sig ikke spor latterlig ved at invitere en pige til at løbe en tur med sig med hænderne overkors (som når man danser scottish) med mindre den udfoldede elegance endte lidt pludselig i vandret plan lidt nær ved isen. Skøjteløb og barnlige forelskelser hører for mange af os uvægerlig sammen. Til gengæld var der visse voldsomme og spændende kapitler i skøjternes saga, som pigerne blev holdt udenfor. De var for eksempel ikke med når vi lavede gyngis eller løb på flåder. Men som tilskuere var de et ikke uvæsentligt element i legen, og deres ængstelige advarsler bidrog deres til at forøge både vovemodet og spændingen.

(Erindring af Johannes Smith bragt i ”Jul i Ringkøbing 1992”)

Skøjteløbere på fjorden i halvfjerdserne 

 

 

 

 

1. december

Den gamle dommer fortæller om julen i sit barndomshjem omkring år 1900:

Dommer J. C. Christiansen blev født på Holmsland 1893

 

Juleforberedelserne på gården begyndte forholdsvis tidligt. Det var 3 ting, som skulle besørges, og det var:

Der skulle brygges øl. Der blev stillet 2 kar op i bryggerset, hvor øllet blev brygget for at blive øst på tønder. De var anbragt køligt om sommeren, men om vinteren blev de sat ind i ”ølstuen”. Da jeg blev ældre og var med i engen, så smagte sådan noget nybrygget øl aldeles fortrinligt.

 

 

Det næste det skulle ske, var slagtningen af en gris, som havde været genstand for særlig omhu den sidste måneds tid før julen. Der kom en slagter til at slagte den. Så blev der travlhed i huset. For nu skulle der laves pølser, bl.a. blodpølse og naturligvis også leverpostej. Der skulle laves sylte, skæres stege og skinker ud. Det var ikke nemt at opbevare disse ting, f.eks. sylte og leverpostej. Man lukkede det simpelthen inde med svinefedt, som man lige havde fået fra grisen og så kunne det holde sig længe.

Så kom turen til bagningen. Der skulle bages 8 – 9 – 10 slags småkager. To forskellige skærekager, julekager og julekringle. Derudover rugbrød og sigtebrød. Hver gang vi bagte var det ca. 20 rugbrød, som blev opbevaret på en hylde, der var hængt op under loftet, så det kunne være fri for utøj og mus.

Mange år efter dommer Christiansen var blevet pensioneret kunne man træffe den karakteristiske høje mand rundt i Ringkøbings gader, enten gående eller på sin cykel. Han døde i 1990

Juleaften samledes vi omkring bordet ved 6-tiden, efter at karlene havde pyntet og rømmet vores gårdsplads og så skulle de have tid til at vaske sig og klæde sig om. Traktementet juleaften var hjemmelavet medister, flæskesteg med rødkål og ris a la mande.

Når måltidet var afsluttet så fik de unge piger travlt med at gøre orden i køkkenet, og forkarlen skulle ud og se til hestene. Så samledes vi i dagligstuen mens mine forældre gik ind og tændte juletræet. Så fik vi juletræet at se i al sin herlighed. Der samledes vi så og sang nogle julesalmer og derefter skete der uddeling af julegaver. Til slut fik vi børn udleveret pebernødder.

Juledag var i mit hjem en stille dag. De unge piger måtte ikke sidde og sy og min mor hun strikkede heller ikke på den dag. Den dag skulle alt arbejde hvile. Vi børn kiggede på vore julegaver. Det var ikke dyre julegaver og heller ikke holdbart, det var i virkeligheden Nyrnbergerkram. Hvis det kunne holde julen ud, så var vi glade.

(Uddrag af fhv. dommer J.C. Christiansen’s erindring i ”Jul i Ringkøbing 1996”)