Julekalenderen 2021

3. december 2021

Ishuse og isværk

Før køleskabenes tid klarede man sig med is opsamlet om vinteren og gemt i såkaldte ishuse.

Der skæres is til ishuset

Ishuse var specielt konstruerede huse til opbevaring af isen fra vinter til sommer. Isen blev brugt i bryggerier, konditorier, hospitaler, mejerier, slagterier og – især vigtige her i Ringkøbing – opbevaring af fersk fisk.

Ishusene blev bygget med en kraftig isolering på alle sider. Isoleringen kunne bestå af risskaller, boghvedeskaller, hakkelse, avner, savsmuld, lyng eller andet. Bunden af huset blev isoleret med tørvejord, savsmuld, granris eller lyng.

Isen hentede man flere steder rundt omkring i søer og moser, blandt andet i søen ved Ledgård på Holmsland, og ikke mindst i havnen og i fjorden når det rigtigt frøs.

Til arbejdet brugtes specielle lange save og økser.

Anders Grimstrup (1900-1983) fortæller om hvordan det kunne ødelægge mulighederne for at løbe på skøjter når der blev savet is på de søer der blev brugt til skøjteløb:

Der var flere steder, man kunne løbe på skøjter. ”Sandgraven”, en kunstigt dannet sø, (området ved Alkjær Lukke), hvor der nu findes andedamme og legeplads. Ved Holmegårdsvej – hvor nu Skyttes fabrik ligger – lå en kalkstensfabrik, der var ”forbundet” med sandgraven ved tipvognsspor langs jernbanen, og dagligt blev der hentet flere tipvogne fyldte med sand, og med tiden blev der en lille sø på området – en herlig legeplads for os drenge i den østlige del af byen. Om sommeren var der med sejlskibe, om vinteren stod vi på skøjter, når der var is på søen. Dog kom der ofte om vinteren ”en mand med en slæde” i vejen. Før Isværket blev bygget, opbevaredes den is, fiskeeksportørerne om sommeren benyttede ved forsendelse af fisk, i et dertil godt isoleret ishus, der lå, omtrent dér, hvor Jacobsen, Nordsøværftet, havde privatbolig. Når isen på sandgraven var 10-15 cm tyk, mødte et arbejdshold op med deres issave og savede isen i passende stykker, som derefter blev transporteret pr. hestevogn til ishuset. Når fjorden var tillagt, havde de heldigvis isen lige uden for døren, så der var plads nok alligevel”.

Anders Grimstrup (1900-1983)

Det betydelige fiskeri i Vestjylland havde oprindelig en vigtig begrænsning i afsætningen ved, at man ikke havde mulighed for at transportere fersk fisk ret langt. Man kørte så langt ind i landet som muligt med de ferske fisk, men datidens dårlige veje og vogne satte naturlige begrænsninger for denne trafik. Enkelte fisk f.eks. sild kunne nedsaltes og derved transporteres over større afstande.

Ishugning på Ringkøbing Fjord 1900-1910

Da jernbanen kom blev der mulighed for at transportere ferske fisk over det halve Europa – hvis man ellers kunne køle dem ned ved hjælp af is. Ved hjælp af isen der blev bjærget om vinteren og opbevaret hen over sommeren kunne eksportørerne nu sende fisken med tog, med en skovlfuld is hen over kassen. Dette bevirkede en opblomstring af fiskeeksportforretningerne ved havnen i Ringkøbing.

Disse fiskeeksportører havde flere ishuse ved stranden. Agnethe Dyekjær-Christensen har fortalt at fiskeeksportforretningen havde to, beliggende mellem hjørnet af Vester Strandsbjerg og nummer 4.

Det var ikke blot fiskeriet der havde glæde af isen, også hoteller i byen og i Søndervig, mejerier, sygehuset og private kunne have et isskab med bokse til isblokke, og et sådant isskab blev som regel fyldt op dagligt af ismanden.

I tilfælde af isfattige vintre har man importeret en skibsladning is fra Norge.

Annonce for isskabe 1934

I 1932 tog Bogtrykker Louis Rasmussen initiativ til at bygge Ringkøbing Isværk.

Aktiebrev til Isværket på 250 kroner

Dette isværk afløste det besværlige arbejde med at bjærge is på fjorden. Samtidig opnåede man en stabil isforsyning hele året rundt.

Ringkøbing Isværk – Isværket blev nedlagt omkring 1966

Havnen 1960-62. Isværket ses i baggrunden til højre.

 

2. december 2021

Ringkøbing Brødfabrik

Den 1. november 1985 lukkede Ringkøbing Brødfabrik efter at den i omkring 65 år havde bagt brød til vestjyderne.

Brødfabrikken havde adresse i Vester Strandgade 10, men den lå ikke ud til gaden. Den lå inde bag Vester Strandgades Bageri (nu Ringkøbing Sushi). Hvis man går igennem slippen mellem Vester Strandgade og Torvegades P-plads lå den inde bagved til venstre, på det er nu er Brugsens P-plads.

Vester Strandgades Bageri 1969

Ringkøbing Brødfabrik startede omkring 1920, som en del af Vester Strandgades Bageri, og lige siden blev der bagt rugbrød på fabrikken.

Annonce i Skattebog og vejviser 1922 – 23

I 1946 købte Ernst Dethlefsen bagerforretningen og brødfabrikken, men det blev dog for meget for ham, så omkring 1960 solgte han bagerforretningen fra og beholdte brødfabrikken.

I 1958 kom svigersønnen Jens Ibsen med, og datteren Ingrid og Jens Ibsen blev senere eneejer af fabrikken. Deres søn Ernst Ibsen var også i flere år medarbejder på fabrikken, og på det tidspunkt fabrikken lukkede kørte han som chauffør.

Nye brødpriser – årstal ukendt – Prislisten er nok ikke fra selve Brødfabrikken, men fra bageriet.

Ringkjøbing Brødfabrik solgte rugbrød i et større område, men deres primære salgsområde var den jyske vestkyst fra Nr. Nebel i syd til Vedersø i nord og videre ind over Ulfborg og Vemb. Desuden solgte man brød i Viborg-området, i Herning og Hammerum og i Skjern-Tarm samt i hele Ringkøbing-området.

Jens Ibsen på arbejde i Rugbrødsfabrikken en varm sommerdag omkring 1980

Men i 1985 blev virksomheden solgt til Magdalene Brød i Esbjerg (med hovedkontor i Aarhus). De købte Ringkjøbing Brødfabriks goodwill og navnet, samt de meget værdifulde opskrifter, men brødet blev ikke markedsført under det gamle Ringkjøbing-navn.

Der var på daværende tidspunkt 15 personer, 10 mænd og 5 kvinder på fabrikken.

Der var fire chauffører til at køre brød ud, og den daglige produktion lå på dette tidspunkt på 3500 til 4000 rugbrød om dagen.

Indberetning til Statens Brødkontor over brødfabrikkens rugbrødsproduktion i 1948 – Fra 1. januar til udgangen af oktober var det 220 tons rugbrød.

Årsagen til salget og lukningen af fabrikken var ifølge Jens Ibsen at ”de store var blevet for store”. Og det spillede ind at flere og flere varer skulle gå direkte til ferskvareterminalerne, og der skulle ydes større og større rabatter for at være med.

Hvis man skulle være med skulle der rationaliseres for store beløb. Som eksempel fortalte Jens Ibsen, at de store fabrikker der producerede 50.000 rugbrød om dagen havde det samme antal medarbejdere ansat som Ringkjøbing Brødfabrik.

Regning fra Dagbladet for Brødfabikkens juleannonce 1945

Et halvt år efter lukningen købte Brugsen i Torvegade brødfabrikkens grund på 1300 kvm. af Jens Ibsen, samt et areal på 500 kvm. af den tidligere ejer Ernst Dethlefsens grund.

Ringkøbing Amts Dagblad den 14. maj 1986 – Uddeler Kurt Sørensen fortæller om købet af Brødfabrikken.

Ernst Dethlefsen boede på Holmene 11, og svigersønnen Jens Ibsen, som ejede fabrikken boede på Holmene 13.

På denne måde fik Brugsen mulighed for at etablere yderligere 50 ekstra parkeringspladser med henblik på en senere udvidelse året efter. Det Brugsen købte var den ryddede grund, så i foråret 1986 blev den gamle brødfabrik brudt ned og grunden ryddet!

Brugsforeningens parkeringsplads 1975

 

1. december 2021

Lidt mere lys er ønskelig…

(Kronik underskrevet ”Filur” i avisen ”Ringkøbing Social-Demokrat” den 4. november 1946)

Forside af avisen “Ringkøbing Social-Demokrat” fra maj 1945

 

Det må hilses med glæde at vejen fra Vester Strandsbjerg til broen efter Søndervig nu er blevet gjort i stand. Det trængte den også til. Når den til foråret får den sidste afpudsning, bliver det en særdeles fin vej.

Broen over Vonå set mod Ringkøbing som den så ud for omkring 100 år siden.

 

Det er i øvrigt en vejstrækning, som mange ringkøbingensere benytter til spadsering morgen eller aften, eftersom man nu lægger sine spadsereture. Det er også en dejlig spadseretur.

Spadseretur på Vester Strandsbjerg i 1940’erne

Om aftenen er den bare lidt mørk. Det kan måske være meget rart for unge, der gerne vil sværme, men de fleste ønsker utvivlsomt, at vejen var oplyst, således at gadebelysningen blev ført helt ud til broen.

Vester Strandsbjerg 6 og 8 først i 1960’erne. Nu tyve år kronikken er skrevet er der i hvert fald hængt gadelamper op midt over gaden.

 

Det er måske dog ikke så let at få denne lille forbedring gennemført i øjeblikket, da materialemanglen her som andre steder lægger sig hindrende i vejen. Men når engang vi får rulleskøjterne og mandlerne betalt, kommer vel også den dag, da vi har råd til at købe de ting, der skal bruges til gadebelysning. Hvad det øgede strømforbrug angår, kan det ikke dreje sig om så meget, at det på nogen måde kan belaste kommunens økonomi.

Rulleskøjter fra 1950 – Den sarkastiske kommentar om ”at få betalt rulleskøjterne og mandlerne” hentyder til englændernes eksport til Danmark efter krigen. Forfatteren Ole Hyltoft beskriver det således: ”Englændernes eksport har til tider en ukontrollabel karakter idet der indløber pludselige og omfattende leverancer af rulleskøjter, mandler og Johannesbrød, mens det er kamgarn, uld og fosfater til gødning, der kan bringe det lille udpinte nordiske rige på fode igen”.

 

Vejen til broen er for øvrigt ikke det eneste sted, hvor det er ønskeligt med lidt mere lys om aftenen. Gadebelysningen er temmelig sparsom mange steder i byens udkanter, vejen fra elektricitetsværket til skolevænget ligger således også hen i brandmørke, og der kunne også nævnes andre eksempler.

Ringkøbing El- og Vandværk 1940 – 1950 (Nu spillestedet Generator)

Dertil kommer endelig, at det var rart med lidt mere natbelysning. Mange af sidegaderne i Ringkøbing er både lange og skumle, og når aftenbelysningen slukkes ved 23.30 tiden, ligger de hen i ravende mørke, hvilket ikke er behageligt for dem, der skal færdes på dem. Det må sikkert uden større bekostninger kunne lade sig gøre at få en enkelt natlampe i hver af disse gader, og her kan vi ikke tænke os, at manglen på materialer skal gøre sig gældende. For resten synes vi, det er lige tidligt nok at slukke aftenbelysningen kl. 23.30. I de allerfleste andre byer slukkes der ikke før midnat.

Hjørnet af Søndergade og Grønnegade omkring 1950 – 1955. Bemærk det kraftige gadelys

 Vi håber at de her nævnte mangler vil blive afhjulpet inden for en overskuelig fremtid, så snart de nødvendige materialer kan skaffes. Hvad lyset i rådhusuret angår, lader det til, at denne lille reform ikke kan gennemføres. For der er vel ikke tale om, at man ikke vil gennemføre den? Det kan vi ikke tænke os.